Brædstrup: De opmærksomme kunder i SuperBrugsen i Brædstrup har sikkert bemærket, at der ud for en del af brødet og kagerne i bageriafdelingen i SuperBrugsen er kommet små skilte, der viser, at bagværket stammer fra Brædstrup Bager & Konditor.
Sagen er, at SuperBrugsen for nylig indgik en leveringsaftale med bagermester Erik Nielsen fra Brædstrup Bager & Konditor.
Fremover vil bageriet, der har til huse på Bredgade 30, levere omkring 60 til 70 procent af det friske bagværk til SuperBrugsen. Det gælder især specialbrød og en række forskellige typer kager. Desuden kan man nu bestille kagemænd fra konditoriet i SuperBrugsen. Ved afhentning af kagemændene kan man selv vælge, om man vil hente kagemændene i brugsen eller hos bageren på Bredgade.
Erik Nielsen fra Brædstrup Bager & Konditor oplyser, at staben i hans bageri er vokset i de senere år.
- Vi kommer nu op på fire mand i bageriet, og til sommer får vi en ny elev, så det bliver fem i alt. Da jeg overtog bageriet for fire år siden, var jeg alene i starten, fortæller Erik Nielsen.
SuperBrugsen har stadig Coop-brød og bake-off på hylderne, og det vil man også have fremover, men Kristina Frisk, der leder kiosk og bageri-afdelingen i SuperBrugsen, har bemærket, at kunderne er glade for, at der er kommet friskbagt lokalt brød på hylderne igen.